Tina Lunds dramatiske styrt
Tinas ridehjelm redede hende fra en tur på skadestuen, da hun og Tobias i søndags øvede et avanceret løft til Vild med dans.
- Det var bare for at lave sjov med Tobias, at jeg tog den ridehjelm på, men Gudskelov at jeg gjorde det. Ellers var jeg nok røget en tur på skadestuen, gyser Tina Lund.
I søndags trænede hun og Tobias Karlsson et meget avanceret løft, og for at tage lidt gas på Tobias sagde Tina "Jeg tager lige min ridehjelm på, så føler jeg mig mere sikker". Men løftet kiksede, og Tina landede med hovedet direkte i gulvet, hvor ridehjelmen heldigvis redede hende fra at slå sig rigtig alvorligt.
- I sådan nogle tilfælde kommer man til at tro lidt på skæbnen, fortæller Tina Lund, der dog havde mod nok til at fortsætte med det svære løft, som parret viser frem på fredag, hvor de danser en jive.