Vejen banet for tronskifte
Da BILLED-BLADET for et par uger siden spurgte brugerne af denne hjemmeside, om de mente, at dronningen kunne udnytte Frederik og Marys popularitet til at overdrage tronen til kronprinsen, delte vandene sig næsten ligeligt.
44 % af læserne mener, at et tronskifte nu er en god idé, mens 56 % mener, at dronningen bør vente. Dermed tegner der sig et tydeligt billede af en stadig større accept af Frederik som konge.
Det er næppe helt korrekt at kalde undersøgelsen for videnskabelig, men næsten 3.000 brugere af Danmarks royale hjemmeside fungerer dog som en udmærket strømpil.
Dronning Margrethe har gjort det til sin livsopgave at modernisere monarkiet yderligere. Spørgsmålet er, om det også indebærer et brud med traditionen om, at et tronskifte foregår i forbindelse med et dødsfald.