Nicolas Bro skal spille Simon Spies
Endnu en stor rolle er dumpet ned i skødet på Nicolas Bro. Efter planen skal han spille hovedrollen som Simon Spies i en ny dansk film om charter-kongen. Men Nicolas Bro er ikke det eneste stærke navn på rollelisten - også nygifte Nikolaj Lie Kaas skal medvirke.
Finansieringen af filmen er endnu ikke helt på plads, men instruktør Kasper Barfoed, der er aktuel med filmen Kandidaten, fortæller: "Foreløbig arbejder vi på højtryk med manuskriptet med henblik på at komme i gang med optagelserne til foråret."
Filmen bygger på John Lindskogs bog Simon, men det skal ikke være skæg, ballade og morgenbolledamer hele vejen igennem. Ifølge instruktøren skal filmen beskæftige sig med de mindre kendte og mere tragiske sider af Simon Spies, skriver Ekstra Bladet.