9. jul. 2008
Af af Signe Ravn
Andrea og Claus igen værter i Vild med dans
Det bliver et populært gensyn med Claus Elming og Andrea Elisabeth Rudolph som værter i Vild med dans. Claus har i mellemtiden været vært på TV 2 Sporten, mens Andrea ikke har været på skærmen siden sidste sæson af Vild med dans.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Elming tager endnu en tørn som værter i Vild med dans.
Uden tvivl til stor glæde for inkarnerede Vild med dans-fans er både Andrea Elisabeth Rudolph og Claus Elming klar til at tage endnu en svingom som værter i efterårets udgave af Vild med dans. Det skriver B.T..
TV 2's underholdningsredaktør Gitte Madsen bekræfter, at den dynamiske duo har sagt ja til endnu en sæson af kanalens top-program. Og hun glæder sig til igen at se dem på skærmen:
"De ser godt ud i festtøj, og så har de den helt særlige evne til at være sig selv. Men det allervigtigste er, at de elsker at lave Vild med dans," fortæller Gitte Madsen til B.T..