Thomas Winding bisættes i stilhed
Selvom Thomas Winding har rørt en stor del af Danmark med sin stemme, sine bøger og tegninger, vil hans bisættelse foregå i stilhed, og det er kun den nærmeste familie, der skal med. Thomas Windings urne skal efterfølgende nedsættes på Ærø, hvor multikunstneren boede. Det fortæller hans datter Alberte i dag til B.T..
Sangerinden, der selv har medvirket i flere af sin fars projekter i børnetime-regi, takker samtidig for de mange hilsner, som familien har modtaget efter dødsfaldet:
"Vi vil gerne sige tak til alle de søde mennesker, der i disse dage tænker på far. Det varmer uendelig meget. Tak. Han kunne ikke have ønsket sig mere," fortæller Alberte til B.T. og opfordrer til, at de, der måske ville sende en blomst til bisættelsen, i stedet donerer et lille beløb til Dansk Flygtningehjælp, som Thomas Winding støttede. "Det ville være helt i hans ånd."