Thomas Winding er død
Thomas Winding er død. Manden med den legendariske stemme, der personificerede DR's børnetimer i 1970'erne og 1980'erne, døde af et hjerteslag natten til lørdag. Han blev 71 år.
Thomas Winding lagde stemme til blandt andre Alfons Aaberg, Emil fra Lønneberg og Super Carla, og han var en af ophavsmændene til DR's ikoniske børnetime Bamse og Kylling. Thomas Winding var en multikunstner, der ernærede sig som forfatter, illustrator og oplæser, og i en periode var han spillefilms-konsulent på Det Danske Filminstitut.
De sidste par år var Thomas Windings helbred skrøbeligt, og han modtog behandling for kræft i halsen.
I februar gav Thomas Winding sit sidste store interview til Ud&Se. I den artikel udtalte Filmskolens rektor Poul Nesgaard sig om sin ven Thomas Winding:
"Et menneske, som har lært mig meget, som altid vil være en stemme i mit indre, og som til alle tider vil fremkalde et lille varmt smil på læben."