Take That laver ny cd
Da Take That blev genforenet og i 2006 udgav albummet Beautiful World, var det usikkert, om bandet kunne levere varen som boyband, når de nu var i 30'erne. Men albummet endte med at kaste flere hits af sig, heriblandt Patience og Shine. Det har åbenbart givet Gary, Mark, Jason og Howard så meget blod på tanden, at de efter sigende snart vil gå i studiet for at indspille en opfølger.
Vil hurtigt i studiet
En kilde har udtalt til den britiske avis The Sun, at det nu noget ældre boyband vil i studiet igen meget hurtigere, end de oprindeligt havde planlagt:
"De har haft de relevante møder med deres pladeselskab omkring et nyt album, og begge parter er enige om at lave en aftale."
The Sun gætter på, at det skyldes, at bandet vil komme et andet genforeningsband i forkøbet. Irske Boyzone spekulerer nemlig også i at få lidt comeback-kroner ind på kontoen.
Ingen officiel udmelding
Der er endnu ikke nogen officiel udmelding fra Take That omkring en opfølger til genforeningspladen, der dannede grundlag for en totalt udsolgt og godt anmeldt Beautiful World Tour.
Gary Barlow, Howard Donald, Jason Orange og Mark Owen vandt to Brit Awards i februar for bedste britiske single og bedste live-optræden. Albummet Beautiful World har solgt over tre millioner eksemplarer på verdensplan.