Beyonce gravid
Beyonce og Jay-Z er kendt for at være notorisk tavse om deres privatliv. De har endnu ikke bekræftet, at de er gift, og de bærer ikke vielsesringene offentligt, selvom de for længst har fået registeret deres ægteskab.
Derfor undrer det heller ikke, at nyheden om Beyonces mulige graviditet kommer fra sangerindens egne veninder i stedet for fra hende selv. De unavngivne veninder fortæller, at Beyonces og Jay-Z's intime bryllup den 4. april måned fandt sted på det tidspunkt, så vielsen var af vejen, før maven begyndte at være synlig.
Rowland afviser graviditetsrygterne om veninden
En kilde har fortalt, at Beyonce allerede har taget en del kilo på, men Beyonces tidligere band-kammerat Kelly Rowland afviser, at Beyonce skulle være gravid, men vil samtidig heller ikke bekræfte, at Beyonce og Jay-Z er blevet gift. Derfor udgør hun ikke det mest pålidelige vidne:
"Alle bliver ved med at spørge til dette bryllup, der angiveligt har fundet sted. Det er et spørgsmål, som I må stille til hende selv!" siger hun og tilføjer, at der hele tiden er rygter, og at alle tre medlemmer af Destiny's Child fra tid til anden har været gravide på rygteplanet.
Talsperson ved ikke noget
Access Hollywood kontaktede en af Beyonces repræsentanter, men de fik ikke nogen bekræftelse på graviditeten. I stedet svarede talspersonen:
"Jeg ved ikke, om hun er gravid. Lad mig lave en ultralyds-scanning og vende tilbage til dig bagefter."
Tja, det er i hvert fald ikke en kategorisk afvisning af rygtet.