10. maj. 2008
Af af Signe Ravn

Anmeldelse: HOT HOT HOT

Det Kongelige Teater har haft held med at satse på nye balletter. Tidligere på sæsonen tog Silk and Knife publikum med storm. Og nu leverer nationalscenen en værdig efterfølger på Skuespilhusets Store Scene.
Det Kongelige Teater har haft held med at satse på nye balletter. Tidligere på sæsonen tog Silk and Knife publikum med storm. Og nu leverer nationalscenen en værdig efterfølger på Skuespilhusets Store Scene.
Foto: Per Morten Abrahamsen
HOT HOT HOT er endnu en triumf for Den Kongelige Ballet, der viser klasse i det moderne repertoire.

"I am in excellent physical and emotional health" ("Jeg er i fysisk og psykisk topform") messer en stemme igen og igen og sparker således Coming Together i gang.

Den er den første af aftenens tre koreografier samlet under titlen HOT HOT HOT. En aften, der vidner om et balletkompagni, der er i topform, og en dansemæssig succes, der er tæt på at matche sæsonens andet pletskud Silk and Knife.

Coming Together er inspireret af en af lederne i fangeoprøret i Attica-fænglset i USA i 1971. Sætninger fra Sam Melvilles breve ligger til grund for det spoken word-nummer, der akkompagnerer danserne. I flere hold spurter, springer og svinger de rundt og rundt i det skarpe lys, der visuelt speeder bevægelserne op, inden de trækker vejret med en stille pas de deux. Mads Blangstrup og en rødklædt Amy Watson leverer varen.

Danser med overskud

Christopher Wheeldons The Wanderers er en neoklassisk drøm, hvor man som publikum svømmer hen i de harmoniske linjer. Urpremierens teknisk krævende koreografi fordrer knækkede fødder og forvredne løft, og det er en særlig fornøjelse at se Silja Schandorff og Kenneth Greves overskud i en smuk pas de deux.

Med sig på scenen har danserne fire strygere, og enkelte lyskegler oplyser de smukke pas de deux'er. De mikses med større grupper, der i kæder ormer sig over scenen og bølger blidt som en kornmark i sommerbrisen.

Den fulde onkel danser techno

Sidste punkt på programmet er den stærke Minus 7 af Ohad Naharin, der har skabt en ny ballet af fragmenter fra sine tidligere værker. Minus 7 får en halv times optakt i pausen, hvor Morten Eggert underholder med et lille divertissement.

Eggert er alene på scenen og danser grimt som den fulde onkel, vi alle kender så godt fra familiefesten, og er helt i sin egen verden med trin, der ikke normalt finder vej til Den Kongelige Ballet. Men efter pausen er han ikke alene, når kompagniet eksploderer i en energi-udladning, der veksler mellem techno og bossanova.

Danserne er alle iklædt sorte habitter og hatte, og i en aggressiv stoledans stripper de til undertøj og agerer råbekor. For så igen at slå over i en kælen bossanova, hvor udvalgte tilskuere hives op på scenen - et element, der fungerer overraskende godt. Publikum overgav sig uden kamp.

Spilleperioden er kort, og man kan kun håbe, at HOT HOT HOT snart igen vil være at finde i Det Kongelige Teaters repertoire.

  • HOT HOT HOT - Coming Together/The Wanderers/Minus 7
  • Store Scene, Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
  • Spilleperiode: 8. maj - 15. maj
  • Spilletidspunkt: klokken 20
  • Koreografer: Nacho Duato, Christopher Wheeldon, Ohad Naharin
  • Medvirkende: Den Kongelige Ballet

Læs mere om: