Mariah Carey gift
Sangerinden Mariah Carey er blevet en impulsiv dame, nu hvor hun er sidst i 30'erne. Ifølge Eonline.com har den multiplatin-sælgende Carey giftet sig med skuespilleren Nick Cannon, der herhjemme nok primært er kendt for roller i Men In Black II og Jennifer Lopez-filmen Shall We Dance.
Parret skulle angiveligt have mødt hinanden, da 27-årige Nick Cannon medvirkede i en af sangfuglens videoer, der blev optaget i marts. Og siden er det altså gået stærkt.
17 karat diamant-ring
Mariah Carey og Nick Cannon blev første gang spottet sammen i midten af april måned. Det var på en natklub i Las Vegas, hvor divaen så Cannon være dj. Den 28. april fremviste Mariah Carey en kæmpe 17 karat diamant-ring, der ifølge Jacob & Co.-juveleren, der lavede den, har kostet 2,5 millioner dollars. Og nu skulle de to så have sagt ja til hinanden i en impulsiv ceremoni i onsdags.
Familien bekræfter
Selvom hverken repræsentanter for Carey eller Nick Cannon har bekræftet brylluppet, så har et medlem af Cannons familie ingen problemer med at fortælle den glade nyhed. Linda Cannon, hvis relation til Nick Cannon ikke står helt klart, fortalte til Eonline:
"Ja, vi ved det godt. Han [Nick Cannon red.] ringede til os og fortalte os om det. Vi er glade på hans vegne. Hvis det er det, som han gerne vil, så er vi glade på hans vegne," fortalte Linda Cannon og afviste at give yderligere detaljer. Derfor forbliver det på rygteplan, at ceremonien skal have fundet sted på Bahamas, hvor Carey for nylig har købt ny bolig.
Ifølge New York Post foreligger der ingen ægtepagt, så man kan kun håbe, at ægteskabet holder, eller at Mariah Carey får styr på den juridiske side af sagen, før det nygifte par indsender deres vielses-attest.
Ægteskab nummer to for Carey
Det er anden gang, at Mariah Carey gifter sig. Første gang, i 1993, gik Mariah ned af kirkegulvet med sin pladeselskabs-boss Tommy Mottola. Den ceremoni var skabt med Prins Charles og Dianas bryllup som forbillede. Nick Cannon har ikke tidligere været gift, men var i fem måneder forlovet med Victoria's Secret-modellen Selita Ebanks.
Nyt album
39-årige Mariah Carey har netop udgivet et nyt album E=MC2, der indeholder hitsinglen Touch My Body. Den sang strøg til nummer et på den amerikanske hitliste og indbragte Mariah Carey sin 18. nummer et-single. Det er en nummer et-sang mere end Elvis i sin tid nåede.
Mariah Carey forfølger nu The Beatles' gamle rekord på 20 numre, der har toppet Billboard. Mariah Carey har i et radiointerview selv udtalt, at hun er stolt over præstationen, men samtidig minder hun om, at hendes musik på ingen måde er banebrydende på samme måde, som Lennon og McCartneys musik var i sin tid.
Faktaboks:
Mariah Angela Carey
Født 27. marts 1969, Long Island, New York
Udvalgte albums:
Mariah Carey, 1990
Emotions, 1991
Musicbox, 1993
Merry Christmas, 1994
Daydream, 1995
Butterfly, 1997
Rainbow, 1999
Glitter, 2001
Charmbracelet, 2002
The Emancipation of Mimi, 2005
E=MC2, 2008
Udvalgte film:
Tennessee, 2008
State Property 2, 2005
Glitter, 2001
The Bachelor, 1999
Medvirkede i en episode af Ally McBeal i 2002
Var gift med Sony-boss Tommy Mottola fra 1993-1998
Fik et nervesammenbrud i 2001 og var i en periode indlagt på et psykiatrisk hospital. Kom stærkt tilbage med albummet Charmbracelet i 2002.
Har sin egen parfume M by Mariah Carey
Kilde: mariahcarey.com og imdb.com