Denzel Washington forsvarer fængsels-dømt Wesley Snipes
Wesley Snipes er torsdag blevet idømt tre års fængsel for skatte-unddragelse i en domstol i Florida. Det var den straf, som anklageren havde anbefalet.
Nægtede sig skyldig
Blade-skuespilleren Wesley Snipes har hele tiden nægtet sig skyldig, men nu er han dømt for at svindle med sine selvangivelser for at undgå at betale 70 millioner kroner i skat i perioden 1999-2001.
I et forsøg på at hjælpe action-mandens sag har to af hans gode venner og kollegaer skrevet støtte-breve, som de har sendt til dommer William Terrell Hodges. Både Oscar-vinder Denzel Washington og Woody Harrelson har været ved tasterne i håb om at mildne Wesleys straf. Men altså uden held.
Wesley er et træ
Denzel Washington, der har kendt Wesley Snipes i over 20 år, skriver blandt andet i sit brev:
"Jeg har selv oplevet og kender til de principper, som han [Wesley Snipes red.] bygger sin tilværelse på: Ærlighed, sandhed og mod…Wesley er som et træ - en stor eg…Mange, som kender ham, har oplevet resultatet af hans arbejde, har siddet i hans skygge og er blevet beskyttet af hans tilstedeværelse."
Denzel slutter af med at håbe, at hans betragtninger kan hjælpe dommeren til at tage den rigtige beslutning i Wesleys sag.
Wesley er min rolle-model
Woody Harrelson og Wesley Snipes har blandt andet spillet sammen i filmen White Men Can't Jump fra 1992, men de har kendt hinanden siden 1980'erne, og det er en noget rørstrømsk Woody, der tegner et lille karakter-portræt af sin trængte ven.
"Wes fortsætter med at opmuntre og udfordre mig til at være den bedst mulige mand ved at være en trofast ven. Han er en dedikeret, og kærlig mand og far, og Wes er en stærk rollemodel i mit eget familieliv. Jeg anser ham som en del af min familie, og det er en ære at kalde Wes for min bror."
Anklagerens udlægning
De rosende ord vinder ikke genklang hos anklageren i sagen, Robert E. O'Neill, der i sin beretning til domstolen kaldte Wesley for notorisk, ligesom han noterede sig, at Snipes' overtrædelser var gentagne.
Umiddelbart efter domsafsigelsen havde Wesley Snipes og hans advokat ingen kommentarer.