Klager over tv-baronessen
Siden sin skilsmisse fra den britiske rigmand Rory Fleming sidste år, har tv-baronessen Caroline Fleming prøvet at få styr på sit nye liv som arbejdende single-mor.
Men livet som ejer af Valdemars Slot er ikke problemfrit. Caroline Fleming arbejder hårdt for at gøre Valdemars Slot til en turist-magnet, og en af aktiviteterne på slottet, de såkaldte Horror Nights, giver nu problemer med naboerne.
Plaget af støj
I programmet Baronessen på TV2 fik seerne selv mulighed for at opleve en bid af en såkaldt Horror Night, da en gravid Caroline Fleming guidede seerne gennem en mørk lade med skræmmende effekter i forbindelse med slottets fejring af Halloween.
Men det er altså blevet for meget for Jan Sørensen, der bor på Thurø cirka en kilometer fra Tåsinge, hvor Valdemar Slot ligger. Han står nu i spidsen for en gruppe beboere, der alle er plaget af støj fra slottets Horror Nights. De er trætte af at høre falske tordenskrald, skrig og høj teknomusik, når Valdemars Slots besøgende skal skræmmes.
Har klaget til kommunen
Jan Sørensen har allerede sendt en klage til Svendborg Kommune og udtaler i dag til B.T.:
"…nu vil vi have klarlagt, om det nærmest er en forlystelsespark, vi bor i nærheden af."
Men umiddelbart er der ikke noget, der tyder på en løsning af støj-problemet her og nu. B.T. skriver nemlig, at selvom baronessen har skrevet et pænt brev til Jan Sørensen, så kan hun ikke afse tid til et møde før til sommer.
Det står derfor ikke på nuværende tidspunkt klart, om der bliver tale om et reelt sagsanlæg mod Caroline Fleming eller ej.
Efter sin skilsmisse sidste år har Caroline Fleming genoptaget sin modelkarriere, og hun er blandt andet kampagne-model for veninden Henriette Zobels mærke Pureheart, som hun også gik show for under den seneste københavnske modeuge. Desuden er der rygter om, at baronessen skal være vært på et nyt tv-program.