Paris Hilton er forelsket
For lidt over tre uger siden blev Paris Hilton forlegen og tøvede, da radiovært Ryan Seacrest direkte spurgte hende, om hun var forelsket i sin nye kæreste Benji Madden? Dengang sagde hun:
"Nu må vi se. Jeg føler mig meget glad. Jeg føler mig tryg."
Men nu er tonen en anden. Paris Hilton har hægtet sig på sin kæreste Benji Madden og følger ham rundt på tour med hans band Good Charlotte. Og måske er det den seneste måneds intense samvær, der har gjort forskellen, for i nat afslørede Paris på sin MySpace-blog, at følelserne har udviklet sig:
"Jeg har aldrig før været så glad og så forelsket, han er en fantastisk fyr og livet har aldrig været bedre!"
Paris har således fulgt sin elskede til både Sydafrika, Prag og Canada. Men det er dog ikke ren afslapning. Paris benytter touren til at promovere sig selv og sin nye skolinje undervejs.
Benjis bror, Joel Madden, der er kæreste med Nicole Ritchie, må dog rejse alene, for Nicole er blevet hjemme i Los Angeles for at passe på deres fælles datter Harlow.