Marys søster delte penge ud
Mens kronprinsesse Mary havde travlt med at pakke til det officielle besøg i Chile, fik hun en hjælpende hånd af storesøster Jane Stephens på Tasmanien. Her skulle der nemlig uddeles stipendier til danske studerende på øen - en ordning, kronprinsesse Mary har stablet på benene.
Jane Stephens uddelte tre stipendier til henholdsvis Simon Knudsen og Helle Mouritzen, der læser til sygeplejersker på Tasmanien, samt til Katrine Nannestad, der læser biomedicin. Marys søster var glad for at kunne bidrage til universitetet på Tasmanien.
- Vores familie har meget stærke bånd til Tasmaniens universitet. Mine søskende har alle gået på universitetet, og vores far John Donaldson har undervist her, ligesom vores mor Henrietta Clark Donaldson var assistent i administrationen, sagde Jane Stephens under uddelingen.
Fonden, der deler stipendier ud, deler ligeledes stipendier ud til australske studerende i Danmark.