Lisbet Dahl: Jeg får aldrig tømmermænd
Lisbet Dahl glæder sig til for fjerde gang at instruere lystspillet ”Den grønne Elevator” – en forviklingsfarce med et ægtepar, der drikker tæt og døber en drink ”Grøn Elevator”. Personligt kan 66-årige Lisbet godt snakke med om gedigne branderter, senest da hun på Grand Canaria drak vilde shots med en søn og en svigerdatter. Det skriver Ekstra Bladet.
- Desværre får jeg aldrig tømmermænd. Det ville ellers nok have kunnet begrænse min lyst til at feste igennem i løbet af årene, siger Lisbet Dahl til avisen.
”Den grønne Elevator” får premiere til næste år i Glassalen i Tivoli, og Lisbet får fornøjelsen af at instruere kollegerne Tommy Kenter og Bodil Jørgensen.
- Jeg ser især frem til at lave ”min” yndlingsscene, som er de ca. 25-30 minutter i midten, hvor de to hovedpersoner blander drinks og drikker sig hønestive, siger Lisbet Dahl.