Morten Stigs kone skal redde TV 2
Det er seks år siden Anne Engdal i vrede forlod sit job som programplanchef på TV2, fordi Kanalens nye direktør Per Mikael Jensen under hendes barsel havde frataget hende store ansvarsområder. Og det var næsten samtidig med at hendes mand, TV2 Sportens daværende ankermand Morten Stig Christensen, også sagde farvel, formentligt også grundet uoverensstemmelser med den nye direktør -gik gisningerne på dengang.
På Anne Engdals område blev det Palle Strøm, der blev ansvarlig for TV2s programmer. De sidste to år har seertallene dog svigtet og Palle Strøm er nu afskediget –til fordel for Anne Engdal, der er tilbage i stolen.
Hun har siden 2012 været på DR, der på TV2s bekostning har haft stor fremgang de sidste år, så TV2 har gjort et scoop ved at få fru Stig Christensen retur. Om at skulle skaffe seerne tilbage til TV2 siger Anne Engdal:
-Vi skal ville danskerne noget med programfladen. Jeg vil kigge på det, der ikke gør en forskel. TV2 har været i en nedadgående kurve. Nu skal der skabes ny begejstring og tro på, at der kommer en ny tid, siger Anne Engdal Stig Christensen til Politiken.