Søs Egelind vært for modeshow mod kræft
Søs Egelind har besejret både lymfe- og modermærkekræft, og skuespilleren har på egen krop mærket, hvordan det er at være midt i et hårdt sygdomsforløb. Nu støtter hun andre cancerramte kvinder. 2. juni er hun vært ved modeshowet ”Skaldet er smukt” på Axelborg i København.
Her vil 20 seje og modige kvinder, som er i behandling for brystkræft, sætte deres fødder på catwalken i kreationer fra tidens hotteste designere og dermed være ambassadører for fonden A Race Against Breast Cancer. Formålet er at samle penge ind til forskning i brystkræft og sætte fokus på, at kvinder stadig er smukke, selv om de er skaldede.
Det er andet år i træk, at ”Skaldet er smukt" bliver afholdt. I år bliver den musikalske underholdning leveret af bl.a. Bobo Moreno og Dicte.