Gigant-bøde til Remee for ulovligt lån
Hele 158.000 kroner skal Remee punge ud med for at have overtrådt selskabsloven. Sådan lyder beløbet i hvert fald på den bøde, som hitproduceren er blevet idømt for ulovligt at have taget aktionærlån i sit eget selskab. Det skriver BT.
Ifølge avisen har Remee modtaget bøden, fordi han i 2011 optog et lån på 3,1 millioner kroner i sit eget selskab Rambams Holding ApS. Lånet er betalt tilbage – men det ændrer ikke ved, at den slags aktionærlån er ulovlige, fordi der derved er en risiko for, at kreditorer og andre småaktionærer i et selskab kan blive snydt for penge.
Remees advokat, Claus Molbech Bendtsen, bekræfter overfor BT, at Remee har modtaget bøden fra Københavns Politi. Hvis Remee erkender sig skyldig, skal han betale bøde senest 2. juni.