24. maj. 2013
Af Lisbeth Grube
Grev Christian begraves på onsdag
Det sidste farvel til grev Christian af Rosenborg bliver på onsdag.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Dronningens fætter bliver begravet fra Lyngby Kirke.
På onsdag bliver grev Christian af Rosenborg ført ud på sin allersidste rejse omgivet af hele sin store familie. Begravelsen finder sted fra Lyngby Kirke klokken 11, oplyser familien.
70-årige grev Christian sov stille ind tirsdag aften på Gentofte Hospital, hvor han havde været indlagt siden forrige mandag. Den nærmeste familie var samlet omkring ham – heriblandt grev Christians hustru gennem 42 år, grevinde Anne Dorte.
”Christian vil leve videre i alle os, som stod ham nær, og vi er alle stolte over ham, han var en sømand, der gik ned med sit skib, han nægtede medicinering og ville sove ind naturligt”, lyder det i mindeordene fra grev Christians datter, Camilla af Rosenborg.