Her skal Hertuginde Catherine bo efter fødslen
Sidste måned kunne den britiske avis Daily Mails kongelige reporter Rebecca English berette, at hun havde fået nys om, at hertuginden af Cambridge har planer om at bo hos sine forældre Carole og Michael Middleton, efter hun har fået sit første barn med prins William.
Familien Middleton bor på en herregård i georgiansk stil til en værdi af over 40 millioner kroner i landsbyen Bucklebury 45 minutters kørsel fra London. Parrets nye hjem ligger blot et stenkast fra deres gamle bolig, hvor prins William og hertuginde Catherine tilbragte mange weekender sammen, mens de studerede på St. Andrews University.
Da prins William og hertuginde Catherines kommende residens på Kensington Palace ikke står klar før sidst på efteråret, forlyder det ifølge flere kilder, at hertuginde Catherine har haft et ønske om at bo de første seks uger af sit moderskab hos sine forældre.
Morbror hylder ideen
Ud over, at Apartment No. 1A på Kensington Palace, som er tiltænkt det unge kongelige par, ikke er fuldstændigt istandsat, så er prins William desuden stadig forpligtet i sit arbejde som helikopterpilot i Anglesey i Wales, selv efter barnet er født. Derfor kommer hertuginden til at tilbringe det meste af den første tid med babyen alene.
- Ideen med, at de tager babyen med hjem til Carole de første seks uger er genial. Carole er en strålende mor – hun er ti år ældre end mig, og har øvet sig på mig – og jeg tror, at det er det rigtige at gøre. Det vil lette presset på Kate, siger hertuginde Catherines morbror Gary Goldsmith i et interview med avisen The Telegraph.
Ud over residensen på Kensington Palace så er prins William og hertuginde Catherine også ved at istandsætte Anmer Hall, der er deres landsted ved dronning Elizabeths bolig Sandringham Estate i den østlige del af England. Dronningen har foræret parret ejendommen, da prins William fyldte 30 år.