Prinsesse Madeleines bryllups-slot ikke stort nok til festen
For nyligt udtrykte prinsesse Madeleine, gennem et interview med det svenske MetroXpress, at hun glædede sig til den store dag, og at hun slet ikke var nervøs eller følte stres.
Prinsessen havde også et ganske særligt ønske for dagen – nemlig at vejret artede sig.
- Jeg håber, at det bliver en smuk dag med godt vejr, som formentlig hver anden brud gør. Jeg bliver vældig glad, hvis vi kan vise Stockholm fra sin bedste side!
I dag ved vi, at det 220-værelses store Drottningholms Slott, hvor festen skal holdes om aftenen, ikke har plads nok til de cirka 250 indbudte bryllupsgæster.
Derfor har kongehuset valgt at sætte et kæmpemæssigt festtelt op i haven der vender op mod det smukke 1600-tals slot. Her skal gæsterne spise den fornemme gallamiddag og her kommer den øvrige fest til at blive afholdt. Det bekræfter hoffets informationschef Bertil Ternert til den svenske avis Expressen.
Det er prinsessen selv, der har ønsket at Drottningholms Slott skal danne rammerne om hendes store dag sammen med Chris. Ifølge Madeleine betyder stedet noget særligt for hende.
- Drottningholms Slot betyder meget for mig, da jeg er født og opvokset der, fortalte prinsessen tidligere på året.
Vi glæder os på BILLED-BLADET til at følge brudeparret på deres store dag – og lad os alle håbe, at vejret i Stockholm arter sig på dagen.