Mette Lisby får erstatning af Tivoli
Årsagen til at Lisby og Tivoli mødtes i både Københavns Byret og Landsretten var en gammel aftale om, at Lisby og Flemming Jensen skulle opføre en forestilling i den gamle have, skriver Ekstra Bladet.
Mette Lisby aflyste alle øvrige planer, efter at have skrevet under på en kontrakt med Tivoli.
Men den 14. december 2009 modtog hun en mail fra Tivolis underholdningschef, Peter Rose, der aflyste forestillingen, der skulle have været sat op året efter.
I stedet tilbød Tivoli at kompensere for den aflyste forestilling med 75.000 kroner, men det afslog Lisby.
I stedet krævede Lisby et beløb på 1.166.428 kroner i byretten – der gav hende medhold, men reducerede beløbet til 670.000 kroner.
Det beløb ankede Tivoli imidlertid, og efter Landsrettens afgørelse er beløbet nu helt nede på 300.000 kroner.
- Efter 3 1/2 års kamp, først i Københavns Byret og dernæst i Østre Landsret, har jeg vundet i begge instanser og er blevet tildelt erstatning fra Tivoli på grund af kontraktbrud. Jeg er glad for at sagen endelig er overstået og vil gerne sige tak til familie, venner og advokater for støtte og opbakning. Retten har talt og sandheden vandt. Nu kan vi kigge fremad, skriver Mette Lisby på sin facebook-profil.
Til Ekstra Bladet siger Lisby dog, at erstatningen fra Landsretten på 300.000 kroner desværre knapt dækker sagens omkostninger.
- Vi har nu rettens ord for, at Tivoli skal betale erstatning, både fra By- og Landsret, og det er vi meget glade for, og nu handler det om at kigge fremad.
Tivolis pressechef Torben Plank udtaler, at Tivoli selvfølgelig har accepteret Landsrettens afgørelse.
- Og vi har på baggrund af den afgørelse indgået et forlig med Mette Lisby på de 300.000 kroner, som retten kom frem til.
Flemming Jensen – der skulle have lavet forestillingen sammen med Lisby - indgik et forlig med Tivoli og fik 500.000 i erstatning for den aflyste forestilling.