Remee vandt over skat og sparede en formue
Remee plejer ikke at mangle en grund til at feste, men nu har han i hvert fald fået en. Han har nemlig lige fået Kammeradvokatens ord for, at han slipper for en enorm ekstra-skat på 800.000 kroner til skattevæsenet - et beløb, som Skat har ment, at han har forsøgt at snyde for i forbindelse med salg af hans villa på Frederiksberg, skriver Ekstra Bladet.
Hele balladen opstod i 2008, hvor Remee solgte sin villa på Frederiksberg for 13,9 millioner kroner til et af sine egne selskaber. Efterfølgende mente Skat, at huset kun var otte millioner kroner værd, og at Remee derfor havde fået en uretmæssig indtægt på fem millioner kroner.
Skat ændrede dog senere deres vurdering af huset, så de kun mente, at Remee havde trukket 1,9 million kroner ud af sit selskab ved at sælge sit hus for dyrt. Men nu er afgørelsen så kommet, og Skat tog altså fuldstændig fejl. Prissætningen på Remees Frederiksberg-villa var helt rigtig på daværende tidspunkt af boligmarkedet.
-Det er rart at få ud af verdenen, når jeg selv ved, at alt er kørt efter bogen. Jeg hyrer jo de bedste rådgivere, fordi jeg er så stright med den slags ting, siger Remee til Ekstra Bladet.
-Jeg ved ikke, hvor meget jeg har brugt på at køre sagen, men jeg glæder mig over, at jeg havde pengene til at køre den. Ellers havde jeg været fucked. Jeg var på intet tidspunkt ude på at snyde i skat, så jeg er glad for konklusionen, siger musikproduceren.
Retten på Frederiksberg skal nu aføgre, hvor stor en del af udgifterne til advokatbistand Remee skal have refunderet.