Livsstil - Skyd genvej til et sundere liv
Med små skridt kan du og din familie gå en sundere livsstil i møde.
- Hvis motion først går hen og bliver et større projekt, er den let at droppe. Men husk på, at jo mere energi du bruger, jo mere overskud og velvære får du igen. Så hvorfor ikke gøre det nemmere for dig selv, ved at bringe aktivitet ind i hverdagen og så samtidig kunne glæde sig over at få ordnet alt muligt i hjemmet. At slæbe indkøbsposer, cykle til og fra arbejde/skole, stable brænde, støvsuge, slå græs og hoppe i sjippetorv – alle bevægelser har sin ret og den friske luft gør underværker, siger Jimmi Korsholm, Cand.scient i idræt.
Sådan gør du familien mere fysisk aktive i hverdagen:
- Slå græsset med gammeldags skubbemaskine i stedet for den benzindrevne. Du får gratis sved på panden samt ømme mave- og benmuskler.
- Hæng vasketøj på tørresnor i stedet for at smide det i tørretumbleren.
- Vask fliser med håndkræft i stedet for en elektrisk maskine til formålet.
- Sluk fjernsynet og tag en udendørs konkurrence i armlægning, englehop og sjippetorv.
- Anskaf cykeltasker, så alle kan købe ind på cykel.
- Lav et udendørs aktivitetshjørne med spil, ethjulet cykel, elastik, sjippetorv, hulahopring, hoppebold, stangtennis mm.
- Anlæg en petanquebane og øv til familiens mesterskab i løbet af sommeren.
- Renover gamle sager i stedet for at købe nye.
- Tag på en fælles tur, hvor nogen jogger mens andre cykler, løber på rulleskøjter eller løbehjul – og byt evt. undervejs.
- Puds vinduer ude og inde i stedet for at lade vinduespudseren gøre det.
- Gå tur med hunden sammen eller på skift hver aften i stedet for at lukke den ud i haven.
- Undlad ”taxakørsel” med børnene, og cykl i stedet med dem.
- Er der gør det selv-projekter, som I har udskudt? Mangler I at rense tagrender, grave ud til køkkenhave, hugge brænde til vinteren eller fjerne et fældet træ?
Snup et frirum
Efter en travl dag på arbejdet er det oplagt at cykle eller gå hjem. Du kan fx tage din cykel gratis med i toget og hoppe af et par stationer før, hvis du bor længere væk fra dit job.
- Et lille afslappende frirum væk fra stress og jag gør underværker – og du vil med sikkerhed aldrig komme mere stresset hjem, siger Jimmi Korsholm
Kilde: Bogen ’Grove løje’ af Anne W. Ravn