Prinsesse Madeleine og Chris’ hede hemmelighed
Prinsesse Madeleine og hendes mand Chris O’Neill må formodes at have det aldeles vidunderligt i disse dage, mens de nyder en velfortjent bryllupsrejse efter et brag af en bryllupsfest på Drottningholms Slott i lørdags.
BILLED-BLADET var med på sidelinjen til festen på slottet lige uden for Stockholm, og det var efter en lang aften med flotte taler, god mad, vin, kage, bryllupsvals og discodans til den lyse morgen, at Madeleine og Chris sneg sig af sted på deres bryllupsrejse.
Parret blev søndag i hemmelighed smuglet til en lufthavn i nærheden af Drottningholms Slott, hvor de i en lukket hangar steg om bord på en Falcon 900EX privatjet, der efter al sandsynlighed og ifølge kilder i Sverige fløj til London.
Fra den engelske hovedstad fortsatte Madeleine og Chris til deres helt private og hemmeligholdte destination. Et godt gæt på en destination kunne være en ø i Caribien, hvor der er vidunderlig Bounty-romantik i rige mængder på nogle af verdens mest eksklusive strandhoteller med bungalows i særklasse beliggende på kridhvide strande helt nede ved vandkanten.
FÅ ALT OM PRINSESSEBRYLLUPPET HER
Madeleine og Chris er imidlertid også begejstret for det Sydlige Europa. For et par år siden nød de en kærlighedsferie på et eksklusivt kendis-hotel ved Como-søen i den skønneste del af Italien.
Madeleine og Chris har dog nok valgt et land meget længere væk og udenfor Europa til deres bryllupsrejse. En ting er sikkert – de er rejst til breddegrader med masser af varme og hed atmosfære i øvrigt. Det understreger en kilde, som den svenske avis Aftonbladet har talt med om rejsen.
Indtil videre har Madeleine og Chris truffet et valg med deres rejseplaner, der har snydt verdenspressen. De to hovedpersoner har i hvert fald 100 % fred for svensk og international presse lige nu, og kan uforstyrret nyde hinanden og få lagt spændende familieplaner samt sludret deres glamourbryllup i Stockholm godt og grundigt igennem.