Her skal hertuginde Catherines baby fødes
Der er kun få uger til, at hertuginde Catherine og prins William kan byde deres førstefødte velkommen, og nu kommer der nye detaljer frem om planerne for fødslen. Ifølge en talsmand for det britiske kongehus, så kender parret endnu ikke kønnet på barnet, selv om der på det seneste har været flere forlydender om, at det er tilfældet, ifølge Celebrity-Gossip.net.
Under et nyligt pressemøde afholdt af kongehuset, fortalte prins Williams talsmand Ed Perkins, at den kommende monark vil blive født på St Mary’s Hospital i bydelen Paddington i London, hvor både prins William og prins Harry blev født. Dronningens tidligere gynækolog vil desuden afbryde sit otium for at assistere ved fødslen.
Når den lille kommer til verden går faren to uger på barsel fra sine pligter i militæret for at være sammen med familien. Sidste uge optrådte hertuginde Catherine for sidste gang ved en officiel begivenhed før fødslen.