”Sopranos”-stjerne begraves i dag
Den amerikanske skuespiller James Gandolfini, der døde pludseligt som 51-årig i sidste uge, bliver begravet i dag. Det skriver avisen Aftonbladet.
James Gandolfini døde pludseligt af et hjertestop under en ferie i Italien, og ceremonien finder sted her til morgen lokal tid i Cathedral Church of Saint John the Divine på Manhattan i New York.
James Gandolfini blev især kendt for sin rolle som Tony Soprano i TV-serien ”Sopranos”, men faktisk var han også en dygtig Broadway-skuespiller.
Og netop Broadway viste skuespilleren den sidste ære i går aftes.
Langs ”The Great White Way”, der henviser til gaden ved det kendte teaterdistrikt ved Times Square, blev neonlysene dæmpet i respekt for James Gandolfini, der blandt andet spillede med i ”On the Waterfront” og ”A Streetcar named Desire” i 1990’erne.