Livsstil - Sådan går du på sommerferie, uden stress
Er du ved at få stress over alle de ting, du skal nå, inden du går på sommerferie? Det gælder om at planlægge tiden op til ferien, siger en ekspert
- En god afstressende ferie starter allerede ugen før. Jo bedre du får sorteret opgaverne og identificeret det vigtige – jo nemmere er det at koble af i ferien, siger Line Lou Mortensen, der underviser i personlig planlægning på Teknologisk Institut.
Og nej, vi kan ikke nå det hele, så det handler om at nå det vigtigste. Her får du Line Lou Mortensens
seks tips, som hjælper dig til at gå på sommerferie og komme tilbage igen uden at få hjertebanken:
Slug frøen
Den amerikanske forfatter Brian Tracy siger, at det er vigtigst at gøre de ting, der virkelig gør en forskel, og så sortere de mindre væsentlige fra. Han anbefaler, at du starter dagen med den sværeste og vigtigste opgave – slug frøen, som han kalder det. Så har man det bedre resten af dagen, når den sværeste opgave er løst fra starten af.
Kategoriser og prioriter
- Hjælp din hjerne med at spare energi ved at gøre dig umage med planlægningen. Jo mere specifik du er i planlægning – jo nemmere er opgaven at gå til i praksis, forklarer Line Lou Mortensen.
Opdel dine opgaver i A=skal, B=bør, C=rart, D=delegeres, E=slettes fra listen. På den måde får du sorteret i bunkerne og kan altid hive fat i A-banken, som er den, der skal laves. Tag eventuel en snak med din chef. Måske er der nogle ting på din liste, som du tror, er ”skal”-opgaver, men som i virkeligheden er ”rart”-opgaver, der kan vente til efter ferien. Sørg endelig også for at uddelegere alt det, du kan.
Vent med at tjekke mail
Mange af os tjekker automatisk mail som det allerførste, når vi møder på arbejde, men det er ikke altid, at det er her, de vigtigste opgaver er. I ugen op til ferien kan du møde lidt på tidligere arbejde, og så bruge en time INDEN du tjekker mails på de opgaver, du har vurderet til at være de vigtigste, inden du gik hjem dagen før.
Ha’ en master plan
Lav en master to do-liste, hvor du skriver ALLE de opgaver, du ved, du skal nå (både i privaten og på arbejdspladsen), og sorter så efter, hvad du SKAL nå, inden du tager på ferie, og hvad der kan vente.
Din master to do-liste kan du lave om søndagen, den kan inddeles i kategorier som ”ved telefonen”, ”ved pc’en”, ”ærinder”, ”hjemme”, og så skal den revideres hver dag i løbet af ugen. Sørg for at konkretisere punkterne, så der eksempelvis ikke bare står ”post” men i stedet ”ringe til Politiken og afbestille avis” med nummer under punktet ved telefonen, så du straks kan gå i gang med at ringe, når du har fem minutter.
Lav en ”parkeringsplads” til tanker og idéer under ferien
I ferien vil tankerne ind imellem tune ind på arbejde. Hav derfor et sted, hvor du noterer dine tanker og idéer med det samme, så de ikke får lov at stjæle dit mentale nærvær. Brug en notesbog eller din smartphone, der altid er ved hånden. Skriv straks tankerne ned, så de kommer ud af hovedet, men ikke går tabt – nyd så ferien, og tag dig af det, når du starter på arbejdet igen.
Kom tilbage på den gode måde
Det nytter ikke noget, at du har holdt en god, lang ferie, hvis du bliver bombaderet med møder, når du møder efter ferien. Book allerede nu i din kalender et par dage eller gerne en hel uge i den uge, du møder på arbejde efter ferien, hvor du er ”optaget”, så du har tid til at få overblik og styr på bunkerne.