Annette Heick får job på Aftenshowet
Det er 12 år siden, Annette Heick sidst kunne ses på skærmen på DR, men i løbet af sommeren vender hun tilbage til TV-stationen.
41-årige Heick skal nemlig være live-interviewer i ”Aftenshowet”, hvor hun skal følge DR1-programmets værter rundt i sommerlandet og gå bag om DR’s egne programmer.
- Det er hyggeligt at være tilbage på DR, og jeg glæder mig til at lave live-tv igen. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor de lige har valgt at kontakte mig, men det er nok fordi, jeg er lidt "DR-neutral", eftersom jeg ikke har været tilknyttet kanalen i mange år, siger Annette Heick til tvtid.dk.
TV-værten har senest medvirket i Kanal 5-programmet ”Haps! Du er fanget”, men selv om hun skal arbejde for DR i de kommende uger, er hun ikke færdig med at arbejde for SBS TV.
- Som freelancer er jeg der, hvor der er arbejde. Så det er ikke til at vide, hvor jeg dukker op næste gang, siger Heick til tvtid.dk.