LIVSSTIL: Her er tricket til at holde dit vægttab
Hvis du sætter dig et fast mål for, hvor meget du skal tabe dig i løbet af en periode, er der større sandsynlighed for, at du dropper kuren igen, når perioden er overstået, end hvis du i stedet har sat dig et mere løseligt mål. Det er konklusionen på en ny undersøgelse, der er netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet Journal of Consumer Research.
Drop kjolemålet
Ifølge forskerne er det problematisk, hvis du fx sætter dig det mål, at du vil kunne passe en bestemt kjole om tre uger. Måske når du dit mål, men efterfølgende vil din motivation for at holde de gode takter eller måske tabe dig endnu mere forsvinde ud i den blå luft. Det skriver Dailymail.co.uk.
To forskellige målsætninger
I undersøgelsen blev et hold deltagere delt ind i to grupper. Begge grupper skulle følge et vægttabsprogram i den samme periode, men hvor den ene gruppe skulle sætte et konkret mål fx tab 5 kilo, så skulle den anden gruppe sætte et lavt-højt mål. Dvs. eksempelvis tab 4-6 kilo.
Selvom deltagerne gennemsnitligt tabte det samme i perioden, så var de, der havde sat sig det løse mål, langt mere tilbøjelige til at genindskrive sig i programmet og dermed fortsætte slankekuren, efter periodens ophør.
Det skal både være muligt og svært
Forskerne forklarer at det hænger sammen med, at hvor det højeste mål (6 kilo) gør, at målet forbliver en udfordring, så sikrer det laveste mål (4 kilo), at vi også føler, at målsætningen er opnåelig. Det er derfor metoden er så effektiv og får os til at fortsætte kuren.
- Folk oplever en større tilfredsstillelse, når et mål er både opnåeligt og udfordrende, og det får dem til at ville fortsætte med at nå det samme mål på ny, siger Maura L. Scott og Stephen M. Nowlis, der er forskerne bag undersøgelsen. Det skriver Dailymail.co.uk.