Kronprins Haakon fylder 40 år
Den 20. juli 1973 fik Norge en kronprins. Hans Kongelige Højhed Haakon Magnus er hans navn, og han fylder i dag rundt.
Fyrre år er et skarpt hjørne at runde, og det er her, mange tager livet til revidering. Kronprins Haakon har dog ikke meget at bekymre sig om, han har opnået mere, end man tør drømme om.
Han er uddannet i det norske søværn og studerede statsvidenskab i USA 1996-99. Han gennemførte 2000-01 det norske Udenrigsdepartements aspirantkursus, og i 2002-03 studerede han ved London School of Economics.
Det skabte en del opsigt, da det i år 2000 blev kendt, at han havde et forhold til den enlige mor, Mette-Marit Tjessem Høiby. Det tog han sig dog ikke af, og parret flyttede sammen, forlovede sig og blev i 2001 gift. Deres datter Ingrid Alexandra er nummer to i arvefølgen, og derefter kommer deres søn prins Sverre Magnus.
Mette-Marit fylder fyrre år 19. august, og kronprinsparret holder i denne weekend stor fest i haven for venner og familie. Over 200 gæster er inviteret.
Stort tillykke fra BILLED-BLADET!