Vild gang i Tisvilde
Der har virkelig været vildt i Tisvilde i weekenden. Selv om hovedgaden er flere kilometer lang, var der lørdag total bilkaos i begge retninger, og politiet måtte rykke ud sammen med en P-vagt for at få bare en smule styr på det hele.
Men solen skinnede også fra en skyfri himmel, det var den berømte uge 29, og både kendte og ukendte myldrede rundt i badebyen. Desuden var der loppemarked lørdag formiddag, og det trækker altid mange til.
Stranden var tæt belagt, og selv om mange kiggede efter Frederik og Mary, var de der dog ikke, de var nemlig taget til hippie-fest hos det norske kronprinsepar. Men Oliver Bjerrehuus promenerede med sin nye baby, D-A-D-trommeslager Laust Sonne promenerede med sin kæreste, og veninderne promenerede med hinanden.
De fastboende er glade for al opmærksomheden, men håber de kan bevare lidt af det rigtige Tisvilde. Det lykkedes ikke i denne weekend, men når vejret skifter og igen bliver gråt dansk sommervejr, kommer badebyen nok til at ligne sig selv igen.