Livsstil - 7 råd til at undgå Alzheimers
Bliver man ramt af Alzheimers, går det ned ad bakke med hjernefunktionen, og man udvikler demens.
Det er bestemt ikke en lidelse, man har lyst til at blive ramt af, men nu peger forskere på, at man faktisk kan gøre rigtig meget selv for at undgå at blive ramt.
- Du kan måske nedsætte din risiko for at få Alzheimers med omkring 70-80 pct., udtaler Neal Barnard, der er læge og præsident for Physicians Committee for Responsible Medicine, som har stået bag en stor konference, der blev afholdt i weekenden.
Seksten forskere havde indsamlet beviser for og præsenterede på konferencen, hvordan syv bestemte vaner kan holde neurologiske sygdomme som Alzheimers væk.
Prevention.com giver dig dem her:
1. Minimér dit indtag af mættet fedt og transfedtsyrer
Når man spiser disse typer fedt, øger det typisk kolesteroltallet, og det kan øge produktionen af det skadelige proteinfragment beta-amyloid i hjernen, som er en slags markør for Alzheimers. Forskerne fandt i en undersøgelse ud af, at de personer, der indtog mest af disse fedttyper, havde tre gange så høj risiko for at udvikle Alzheimers.
2. Spis godt med grøntsager, bælgfrugter, frugt og fuldkorn
Disse fødevarer indeholder nemlig mange vitaminer og mineraler som f.eks. B6 og folat, som beskytter hjernen. I en undersøgelse kaldet Chicago Health and Aging Study fandt forskerne frem til, at et højt indtag af frugt og grønt hang sammen med en reduceret risiko for kognitivt forfald.
Det er også med til at mindske risikoen for overvægt og type 2-diabetes at spise disse sunde madvarer, og denne lavere risiko spiller også en positiv rolle i forhold til Alzheimers.
3. Få E-vitamin hver dag
E-vitamin kan mindske risikoen for, at man udvikler Alzheimers, og du skal gerne indtage omkring 5 mg E-vitamin dagligt. Det kan du let få ved at spise en håndfuld nødder, frø, mango, papaya, avocado, tomater, spinat eller rød peberfrugt, siger Neal Barnard, der understreger, at du kun opnår effekten ved at få vitaminet fra fødevarer.
4. Tag B12-vitamin som tilskud
Det er vigtigt at få nok B-vitamin, som typisk findes i animalske produkter. Det reducerer nemlig homocystein-niveauet, der er en aminosyre, som hænger sammen med en kognitiv svækkelse.
En undersøgelse fra Oxford University har vist, at hos ældre voksne med et højt homocystein-niveau og hukommelsesproblemer, kan B-vitamin som vitamintilskud til kosten hjælpe. Det er altså særligt vigtigt, når du er over 50 år, at du sørger for at tage et B-vitamin-tilskud.
5. Vær opmærksom på din multivitamin-tablet
Forskerne råder til, at man undgår multivitamin-tabletter med jern og kobber, da vi i forvejen får nok gennem kosten, og et for højt indtag kan kædes sammen med kognitive problemer.
Har du fået andre råd af din egen læge, skal du dog følge det.
6. Undgå gryder og pander i aluminium
Der er endnu ingen konkret forskning, men noget tyder på, at det at lave mad i gryder og pander i aluminium kan give kognitive problemer. Gå i stedet efter gryder og pander i rustfrit stål eller støbejern.
7. Gå en masse
Hvis du går en tur i et raskt tempo i mindst 40 minutter tre gange om ugen, kan det mindske Alzheimers-risikoen. Regulær træning kan faktisk mindske risikoen for demens med 40-50 pct., siger forskerne.
Kilde: Prevention.com
LÆS OGSÅ: