Prins William og Kate underskriver fødselsattest
Prins William, der også har titlen ”Duke of Cambridge” (Hertug af Cambridge) skrev enkelt og simpelt ”William”, da han fredag morgen underskrev den officielle fødselsattest på sin og hertuginde Catherines førstefødte, sønnen prins George.
Britiske Hello Magazine oplyser, at der i attestens felt for ”Beskæftigelse” er skrevet ”Prins” ved William og ”prinsesse” ved Kate, selvom Kates officielle titel er hertuginde.
Interessant er det, hvis man ser tilbage på fødselsattesten for William fra 1982. I den attest var der nemlig intet felt til at beskrive prinsesse Dianas beskæftigelse. Moderens beskæftigelse er først taget med på det officielle certifikat i 1984.
To dage efter fødslen den 22. juli klokken 4.24 på St. Mary’s Hospital i Paddington, annoncerede Kate og William, at deres søn har fået navnet George Alexander Louis.
Og nu er prinsens fødsel altså officielt registreret.