Prinsesse Isabella begynder også i folkeskole
Tranegårdsskolen kan meget snart bryste sig af at de har to kongelige børn på elevlisten. Foruden prins Christian, begynder hans søster, prinsesse Isabella, nemlig efter sommerferien i 0. klasse på samme skole.
Det er således i tråd med kronprinsparrets ønske om, at deres børn skal gå i kommunal skole, i modsætning til kronprins Frederik og hans bror prins Joachim, som begge har gået på privatskolen Krebs’ på Østerbro.
Syvårig prins Christian skal nok vise sin lillesøster rundt på skolen, hvor han selv begyndte i 2011. Christian begynder selv i 2. klasse. Og som storebror vil han naturligvis passe godt på sin seksårige søster, der nok har fulgt godt med, når hendes bror er kommet hjem med spændende fortællinger fra skoledagene.
Ifølge hoffet bliver første skoledag tirsdag den 13. august, som uden tvivl bliver en stor dag for prinsesse Isabella, der på denne særlige dag har både mor og far ved sin side.
Da prins Christian i 2011 havde sin første skoledag, fik BILLED-BLADET taget nogle søde billeder af den forventningsfulde prins sammen med kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Denne gang lover vi, at vi også vil være på pletten, med søde billeder af en nok lige så forventningsfuld prinsesse Isabella.