Prinsesse Marie besøger børnehospital
Prinsesse Marie besøger tirsdag den 13. august H.C. Andersen Børnehospital i Odense i forbindelse med sit samarbejde med Syddansk Universitet.
Prinsesse Marie får ved besøget lejlighed til at træffe børnene på Afdeling H2, som er børnehospitalets afdeling for kræftsyge børn.
På afdelingen vil patienter og personale fortælle prinsessen om deres oplevelse af hospitalet. Marie vil desuden opleve børnehospitalets ReMidaværksted, hvor indlagte eller ambulante børn, unge og familier kan arbejde med overskudsmaterialer fra danske virksomheder.
Prinsesse Marie bliver også præsenteret for en del af den forskning, der foregår på børnehospitalet i et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.
Prinsessen vil træffe forskere tilknyttet Odense Børnekohorte – et projekt hvori forskere følger 3000 børn fra fødsel, indtil de fylder 18 år.
Projektet har til formål at forbedre vilkårene for danske børn og unge. Forskere fra projektet vil fortælle Prinsessen om forskningsprojekter omhandlende D-vitamin til gravide, motions betydning for knoglerne og allergi.
Prinsessen ankommer til H.C. Andersens Børnehospital klokken 11.00.