kronprinsesse Mary fandt bagindgangen til modeshow
Kendisser som Mathilde Norholt, Eva Harlou og Christiane Schaumburg-Müller O’Conner havde allerede taget plads på stolerækkerne ved Baum und Pferdgartens modeshow på Statens Museum for Kunst i går, torsdag, da en royal gæst meldte sin lettere forsinkede ankomst.
En PET-bil med tonede ruder drejede ind ad indkørslen til bygningens bagindgang klokken 18.20 og parkerede ved en anden indgang, end de andre gæster havde benyttet.
Ud fra bagsædet steg en smilende kronprinsesse Mary, og BILLED-BLADET var på stedet og fik som de eneste et billede af hende, da hun forsøgte at snige sig ubemærket ind til showet tyve minutter efter, det skulle være startet.
Den 41-årige kronprinsesse så smuk ud i en mintgrøn kjole, og hun så ikke ud til at have noget imod at skulle gå et lille stykke vej hen til døren på sine stilletter.
Glæd dig til den store modeuge-dækning, blandt andet med kronprinsesse Mary og prinsesse Marie, i BILLED-BLADET på torsdag.