Tina Lund tog steddatteren med til Dubai
Nu er Tina Lund og hendes lille familie flyttet til Dubai, og selv siger hun, at de har det "fantastisk".
Sammen med Tina og Allan er selvfølgelig deres lille søn, Louis, flyttet med til de varme himmelstrøg. Men også Allans yngste datter, Nanna Louise, som han har med sin ekskone Rikke Mai, er flyttet med sin stedmor og far til Dubai.
- Nanna Louise skal begynde i skole hernede 1. september. Det er en stor familieoplevelse at være her. Jeg skal ride og have en oplevelse. Jeg flyver to heste herned, og så skal jeg nok også ride for nogle andre, siger Tina Lund til Newspaq.
Parret har været i Dubai i en måned nu, og de har endnu ikke besluttet, hvor længe de vil blive boende i oliestaten.
- Jeg tænkte, at jeg gerne vil blive ved med at udvikle mig sportsligt, at jeg ikke vil gå i stå. Jeg har vundet alt det, man kan vinde hjemme, og jeg har solgt min bedste hest for tre måneder siden, så jeg syntes ikke, at jeg havde noget at være hjemme for. Vi har dog ingen tidshorisont her i Dubai, men jeg regner i hvert fald med, at vi bliver her vinteren over.