15. aug. 2013
Af Dorte Quist
Prins Henrik kørte sin hund over
Prins Henrik med gravhunden Querida.
Foto: Hanne Juul/ BILLED-BLADET
Prinsgemalen er efter sigende rystet over, at han er kommet til at køre sin nye hund, Querida, over med sin golfvogn.
Prins Henrik kom til at køre sin nye seks måneder gamle ruhårede gravhund over med sin golfvogn under ferien på Gråsten Slot.
Lille Querida blev straks indlagt på et lokalt dyrehospital med brud på bækkenet, men det er endnu for tidligt at sige, om prinse-hunden slipper for overkørslen uden mén, skriver SE og HØR.
Regentparret har haft gravhunde i mere end 40 år, men det er velkendt, at de små kongelige gravhunde med de store ego'er, ikke altid har været lige velopdragne.Flere er løbet væk, mens andre har bidt soldater eller turister.
Uheldet på Gråsten Slot har efter sigende rystet den hundeglade prins Henrik så meget, at han for første gang er begyndt at overveje en ny hunderace, som er lidt nemmere at opdrage.