Mads Steffensen samler vennerne til 10-års jubilæum
Hele 3.700 dilemmaer er blevet vendt og drejet på P3 i ”Mads og Monopolet”. Nu kan programmet fejre 10-års jubilæum – og det sker med flere lyttere end nogensinde. 700.000 lytter med hver lørdag.
- Jeg er enormt stolt over, at programmet stadig er så populært. Det er meget atypisk i den her branche, hvor alting er så flygtigt, siger faderen og værten bag radioprogrammet Mads Steffensen, som i anledning af jubilæet inviterer lytterne til et brag af en jubilæumsudgave i DRs koncertsal den 14. september.
Her vil Mads Steffensen plus 15 faste monopolister diskutere lytternes dilemmaer. Billetterne er for længst revet væk, men programmet bliver sendt live på P3.
Opfindelsen af det langtidsholdbare radioprogram er i øvrigt også Mads Steffensens kones fortjeneste. De stod for at skulle giftes dengang for 10 år siden, da han fik til opgave at udfylde P3’s sendeflade lørdag formiddag fra 9 til 12.
- Min kone og jeg snakkede bordopstilling. Jeg ville have den klassiske hestesko. Der kan man se i alle retninger og holde øje med, om alle hygger sig. Min kone syntes, vi skulle sidde ved små borde, for det er mere hyggeligt. Hun er jurist og argumenterer virkelig godt. Hun har været på kursus i den slags. Vi diskuterede det længe, og vi endte med at sidde ved små borde, siger han.
Og der opstod ideen; hvis man kan snakke så meget og så længe om så lille et dilemma, må der ligge uendeligt mange flere derude.