2. sep. 2013
Af af Trine Larsen

Prinsesse Marie åbnede Studenterhus

Prinsesse Marie
Prinsesse Marie og tvillingerne Sif og Kraka
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Prinsesse Marie var i dag på besøg i Eventyrbyen Odense for at indvie Studenterhus Odense.

Sammen med de 6-årige blomster-tvillinger Sif og Kraka Lehm Kølle, klippede prinsesse Marie snoren over til et helt nyt eventyr - et eventyr byens 25.000 studerende selv skal skrive i fremtiden.

De fik nemlig med indvielsen et helt nyt Studenterhus, som alle studerende på tværs af studieretninger kan benytte som kulturelt samlingssted, studie-sted og rådgivningscenter og til foredrag, fritidssysler og fester.

Huset, der ligger midt i byen, lige ved siden af Brandts Klædefabrik, er kommet i stand med bidrag fra SDU, Syddansk Universitet, Erhvervsakademiet Lillebælt, University College Lillebælt, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespilskole, samt Odense Kommune.

Det fælles samlingssted for de mange studerende er blot ét af de tiltag Odense foretager for at tiltrække flere studerende til byen og gøre Syddansk Universitet og andre store uddannelses-institutioner attraktive for nye studerende.

Først bød borgmester Anker Boye prinsessen og de mange gæster og studerende velkommen, for så at give ordet til først rektor på SDU, Jens Oddershede og derefter til studenterhusets formand, Ida Sørensen.

Under talerne, bekymrede prinsesse Marie sig moderligt om tvillingepigerne, som hun var bange for frøs i deres små fine kjoler, da vejret pludselig skiftede til støvregn. Et par gange gned prinsessen sødt deres arme for at varme dem, indtil de endelig kunne hjælpe hende med at holde snoren, så prinsessen kunne klippe den over og dermed give de studerende, bla. tvillingernes mor, et eventyrligt samlingssted.

Læs mere om: