Margrethe og Henrik fester for kong Carl Gustaf
Når kong Carl Gustaf, 67, i den kommende weekend har 40-års regeringsjubilæum, vil han blive hyldet i stor stil af sin nærmeste familie, folket og kongelige kollegaer fra andre nordiske lande, deriblandt dronning Margrethe og prins Henrik.
Festlighederne begynder allerede om lørdagen, hvor kongen og hans nærmeste familie er inviteret til middag af regeringen på Nordiska Museet i Stockholm.
Senere på aftenen, kl. 21, finder en flot jubilæumskoncert sted til ære for kongen i Konserthuset i Stockholm.
Hvis man er interesseret i at følge med i den, kan den halvanden time lange festforestilling med Sveriges førende kunstnere ses på SVT1, der sender direkte.
Om søndagen fortsætter festen, når det er præcis 40 år siden, at Carl Gustaf satte sig på tronen. Det starter stille og roligt klokken 12.00 med Te Deum, en taksigelsesgudstjeneste i Slottskyrkan, og derefter inviterer kongen til privat frokost på det kongelige slot med omkring 60 indbudte gæster.
Både dronning Margrethe og prinsgemal Henrik, kong Harald, den islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson og den finske præsident Sauli Niinistö har sagt ja til at være med.
Klokken 15 søndag eftermiddag er det Stockholm bys tur til at hylde kongen i den indre borggård på det kongelige slot, hvor der både vil være sang og dans.