Kronprins Frederik opgav at surfe
- Når man ikke bedre, så skal man lade være.
Selv om han lige har gennemført en ironman måtte kronprins Frederik se sig slået af 12 unge windsurfere på Vandet Sø ved Klitmøller.
Den lille dyst fandt sted i forbindelse med den internationale Kia World Cup turnering ved Cold Hawaii i Thy. Kronprins Frederik fik lejlighed til at øve sig lidt, før starten gik, men den kongelige sejlsportsmand måtte erkende, at surfing ser lettere ud, end det virkelig er.
Som bambi på isen havde Frederik svært ved både at holde balancen på sit bræt og styre sejlet på de små bølger. Ganske vist kom Frederik som den første flot fra start, men halvvejs gennem sejladsen blev han overhalet af de unge surfere, som alle var mellem otte og 15 år gamle.
Straks erkendte kronprinsen, at slaget var tabt, og han surfede langsomt tilbage over målstregen og fulgte resten af sejladsen fra søbredden.