23. sep. 2013
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Livsstil: 7 tricks til at falde hurtigere i søvn

Livsstil
Foto: AOP
Det er ikke sikkert, du behøver sovepiller for at falde i søvn. Få de bedste søvntips her.

De fleste kender til at ligge og vende og dreje sig i sengen uden at kunne falde i søvn. For mange sker det ganske ofte, og det kan betyde, man ikke får nok søvn.

Det kan på sigt have konsekvenser for helbredet, og søvnmanglen kan gøre dagene svære at komme igennem. For nogen er sovepiller løsningen, men de skal helst ikke bruges fast, siger en række eksperter.
Huffington Post giver dig her eksperternes bud på syv naturlige måder, der kan hjælpe din søvn på vej.

1. Stå ud af sengen

Når man har svært ved at falde i søvn, skyldes det ofte, at tankerne kører rundt i ens hoved. Man vender og drejer sig, og efter nogle dage vil hjernen simpelthen forbinde sengen med et sted, hvor tankerne kan få lov til at myldre frem.

- Det lyder måske lidt omvendt, men stå ud af sengen, hvis du ikke er faldet i søvn efter 20, 30, 40 minutter, forklarer Michael A. Grandner fra Center for Sleep and Circadian Neurobiology ved University of Pennsylvania.
På den måde vil kroppen stadig opfatte sengen som et sted med ro og søvn – og ikke stress og uro.

2. Tag et varmt bad

Har du svært ved at falde til ro om aftenen, så tag et langt, varmt karbad, hvis du har mulighed for det. Det får nemlig din kropstemperatur til at stige, og den hurtige ’nedkøling’ efter badet ligner det naturlige temperaturfald, som hjernen står bag, når den forbereder sig på søvnen, siger søvneksperten.

Et ældre studie har desuden påvist, at et varmt bad før sengetid kan gøre, at man hurtigere falder i søvn og i øvrigt også sover bedre.

3. Pas på koffeinen

Det er en god idé at droppe aftenkaffen, hvis du har problemer med at falde i søvn. Fem timer efter din sidste kop kaffe, er halvdelen af koffeinen stadig i kroppen. Det kan påvirke din søvnkvalitet, og du kan få sværere ved at falde i søvn, siger Kelly Glazer Baron, der er søvnforsker ved Northwestern University’s Feinberg School of Medicine.

Hun råder til, at du indtager den sidste kop kaffe efter frokosttid.

4. Drik urtete

I stedet for aftenkaffen kan du drikke en kop urtete. Der findes urteteer med f.eks. kamille, som virker beroligende for kroppen.
Herudover undgår du koffeinen, som kan forstyrre søvnen.

5. Kvit cigaretterne

Ligesom koffein virker nikotin også stimulerende, og det kan faktisk påvirke din nattesøvn. Forskere fra Johns Hopkins University School of Medicine fandt i 2008 frem til, at rygere havde fire gange så stor sandsynlighed for at vågne trætte op om morgenen, når de sammenlignede med ikke-rygere.

6. Dyrk motion

En undersøgelse fra National Sleep Foundation i 2013 har påvist, at fysisk aktive mennesker sover bedre end personer, der ikke dyrker motion. Og det spiller ingen rolle, hvornår på dagen motionen dyrkes. Det er bare vigtigt, den bliver dyrket.
- Vi har beviser for, at selv personer, som dyrker lidt motion, sover bedre end dem, der slet ikke dyrker motion, udtaler Michael A. Grandner.

7. Dyrk meditation og yoga

Udover motion kan det være vigtigt at meditere og få hjernen til at falde helt til ro. En undersøgelse fra 2009 har vist, at personer, som mediterede, sov længere og bedre takket være den dybe ro og afslapning, de fik gennem meditationen.
Yoga kan også være en god løsning, da den hjælper med afspænding af kroppen.
- Hvis dit problem er, at du ikke kan slappe af, kan yoga være en god løsning, forklarer Michael A. Grandner.

Læs mere om: