Se Karsten Rees strandvejsvilla til 7 mio. kr.
Den 68-årige tidligere ejer af Den Blå Avis har via sit holdingselskab sat den ene af sine to strandvejsvillaer til salg, og kan man skrabe i nærheden af syv millioner kroner sammen, får man adgang til 200 kvadratmeter villa med store glaspartier, 43 kvadratmeter kælder og en grund på 1200 kvadratmeter. Det skriver Boliga Kendte.
Karsten Ree beholder dog stadig juvelen i samlingen, en 527 kvadratmeter stor bolig med over 6.000 kvadratmeter grund, som han købte i 2010 for den nette sum af 70 millioner kroner.
Tab og gevinst
Karsten Ree meldte sig ind i den lille klub af danske milliardærer, da han solgte Den Blå Avis til eBay i 2008 for 2,1 milliarder kroner.
Sidenhen har han tabt enorme beløb på sine andele i blandt andet konkursramte Amagerbanken og flyselskabet Cimber Sterling.
Til gengæld har han haft en lidt mere heldig hånd på ejendomsmarkedet, hvor han i 2011, mens boligmarkedet stadig kørte langsomt, fik solgt en villa og en grund på Vedbæk Strandvej for 40 millioner kroner.