Medina syr bukser til kæresten
Rollerne er fordelt i hjemmet hos Medina og Christopher, og Medina kan åbenbart stadig imponere sin kæreste med sine huslige talenter. Da Christopher forleden dukkede op til The Voice-koncert i Tivoli, var det i smarte sølvbukser, som Medina lige havde syet til ham.
- Medina er husmor for tiden, og hun syede dem til mig i går, men det er vist hendes debut. Jeg vidste slet ikke, hun havde det i sig, sagde Christopher til Ekstra Bladet.
Så hun kan altså ikke bare synge, den gode Medina, men også være en kvinde i hjemmet, ligesom Christopher, der også kan synge, ligeledes bidrager med talenter i hjemmet. Det er nemlig ham, der står i køkkenet og styrer den kulinariske del af forholdet, til stor begejstring for Medina.
-Christopher læser en opskrift, og så kan han bare lave det, fortæller sangfuglen, der også afslører over for Ekstra Bladet, at hun og Christopher taler om børn.
- Selvfølgelig. En af mine bedste veninder er lige blevet mor, så det taler vi da om, siger hun.
Da det kommer til spørgsmålet om ægteskab kan Christopher dog oplyse, at det er der ikke lige planer om foreløbigt.