27. sep. 2013
Af Hanne Rask

Rasmus Seebach ordner kritikken på værtshus

Rasmus Seebach
Rasmus Seebach
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
En snak på et værtshus kan tilsyneladende omvende folk, der ikke er til Seebach-musik.

Næsten alle elsker Rasmus Seebach. Det tyder i hvert fald hans fyldte koncerter og svimlende salgstal på, men alligevel er der stadig folk derude, der helst slukker radioen, når hitmagerens musik toner ud af højtaleren.

Men så længe de begejstrede er i overtal, har den charmerende sanger ikke noget i mod fordelingen. Det siger han til Ekstra Bladet.

- Det er jo klart, at når man har sådan en medvind, som jeg har, så skal der også være nogen, der synes, man er en klaphat. Sådan er det bare.

Faktisk hører det til sjældenhederne, at Rasmus Seebach udsættes for ubehageligheder, og de, der ikke er begejstrede for ham, tager han gerne en snak med. Og gerne på værtshus.

- Jeg kan godt lide at møde en eller anden på et værtshus, der ikke bryder sig om mig. Så snakker vi lidt, og så ender det sgu tit med, at han siger ’Nå ja, det er nok også fordi, jeg ikke har hørt det ordentligt’, forklarer Rasmus Seebach.

Lige nu er forventningerne høje til hans nye album, ”Ingen kan love dig i morgen”, som udkommer 4. november. Og tilsyneladende gør han det igen. Forløberen ’Olivia’ er allerede et hit blandt Seebachfans.

Læs mere om: