30. sep. 2013
Af Malan Joensen

Håndboldstjerne var så nervøs at hun kastede op

Conny Hamann-Boeriths.
Conny Hamann-Boeriths.
Foto: Niels Henrik Dam.
TV-programmet ”Mestrenes mester 2013” lagde et enormt pres på Conny Hamann-Boeriths

Når man som tidligere OL-guldvinder er vant til at presse sig selv til det yderste for at vinde en håndboldkamp, er vindermentaliteten så sandelig også tilstede, når det gælder en konkurrence på TV – og når man så endda skal dyste i helt anderledes discipliner, end man er vant til, kan presset blive for hårdt.

Det må den tidligere håndboldspiller Conny Hamann-Boeriths sande, skriver Ekstra Bladet.

I TV 2-programmet ”Mestrenes mester 2013”, der har premiere i morgen aften, skal 11 af Danmarks største sportsstjerner gennem tiderne dyste i andre discipliner end lige netop den, de har specialiseret sig i.

- Jeg kunne slet ikke kende mig selv. Jeg var SÅ bange for at blive gjort til grin. Jeg prøvede at sige til mig selv, at jeg skulle slappe af og gøre det så godt, jeg kunne. Jeg er 44 år, og kroppen kan det ikke det samme længere … Det har hjernen bare ikke fattet, fortæller Conny Hamann-Boeriths til avisen.

Det store pres, som den tidligere håndboldspiller og OL-guldvinder i 1996 lagde på sig selv, medførte, at hun kastede op og også døjede med manglende appetit.

- Man kunne jo tro, at jeg var blevet ældre og fornuftig. Men en gang vinder, altid vinder, siger hun om tiden under TV-optagelserne, som hun trods alt ikke fortryder, hun sagde ja til.

Dengang Conny Hamann-Boeriths spillede i GOG og på landsholdet, var hun ikke nervøs på samme måde som under optagelserne til ”Mestrenes mester 2013”.

- Hvis jeg brændte et skud, kunne jeg gå hjem og træne på det, så jeg kunne det til næste kamp. Under optagelserne var der bare ikke mulighed for at træne noget, for vi anede ikke, hvad vi skulle dyste i. Og hvis man tabte, var der bare en ny lorteopgave næste dag, fortæller Conny Hamann-Boeriths.

I ”Mestrenes mester 2013” dyster hun mod bokseren Mads Larsen, fodboldspilleren Henrik ”Store” Larsen, sejleren Kristine Roug, roeren Eskild Ebbesen, håndboldspilleren Rikke Hørlykke, badmintonspilleren Poul Erik Høyer, længdespringeren Renata P. Nielsen, sejleren Jesper Bank, fodboldspilleren Allan Simonsen og cykelrytteren Dan Frost.

Se, hvordan Conny Hamann-Boeriths og de andre klarer strabadserne på TV 2 tirsdag klokken 20.55.

Læs mere om: