Brdr. Olsens til DR: Skal vi være med til MGP eller ej?
Der er stadig over syv måneder til det internationale Melodi Grand Prix finder sted på Refshaleøen i København, men ikke desto mindre er brødrene Olsens kalender ved at være fyldt op i hele foråret.
De populære MGP-vindere fra år 2000 har derfor flere gange spurgt arrangørerne i DR om de skal reservere plads i deres kalender, når Eurovision Song Contest 2014 skal finde sted i begyndelsen af maj næste år, men hver gang får de svaret, at DR endnu ikke ved hvad om Brdr. Olsen skal indgå i det store show.
- Vi vil jo super-gerne optræde ved showet til maj, men hvis vi ikke snart hører noget fra DR, kan vi ikke tage flere jobs ind, fortæller Jørgen og Noller til BILLED-BLADET, og forklarer:
- Vi får i forvejen altid mange engagementer fra TV-stationer fra hele Europa når det internationale Melodi Grand Prix nærmer sig, og i forvejen har vi alle de engagementer, som vi kan og vil tage ind. Men selvfølgelig er det noget særlig når Danmark skal være vært, og der vil vi selvfølgelig allerhelst være med, siger Jørgen og Noller Olsen til BILLED-BLADET.
Brødrene besøgte i dag Odense Rådhus og sang deres verdenshit "Fly on the wings of love" i forbindelse med at Odense kommune officielt blev MGP by 2014, fordi de skal afholde det danske MGP og børnenes MGP i det store Arena Fyn til marts næste år.