Søren Ryge springer ud som radiovært
Der er en god grund til, at det er klassiske toner, der gennem mere end 30 år er blevet brugt som underlægningsmusik til Søren Ryges TV-programmer på DR.
Den erfarne havemand har nemlig en stor passion for den klassiske musikgenre. Derfor har han nu sagt ja til at springe ud som radiovært på P2, hvor han skal dele sin musikinteresse med morgenfriske lyttere.
- Jeg kan ikke forstille mig at leve uden klassisk musik. Det udgør en uvurderlig og gammel musikalsk skat. Jeg elsker det lige så meget, som jeg afskyr pop og andre former for larmende musik, siger Søren Ryge i en pressemeddelelse.
I løbet af seks søndage skal han i en time indfange radiolyttere med musik og personlige historier.
- Der knytter sig en historie til al den musik, jeg spiller i P2-programmerne. Lytterne får præsenteret små sjove og hyggelige historier til hvert enkelt stykke musik. Det kan eksempelvis være historier om, hvornår og hvorfor jeg brugte det pågældende stykke i et bestemt tv-program, fortæller Søren Ryge.
Første program bliver sendt søndag den 20. oktober klokken 8.00 på P2.